Marts 2016

Odoo image and text block

"Kontraster" - en udstilling i Pakhuset i Odder, marts 2016

Mine billeder er stærkt præget af kontraster. Kontraster i former, i farver, i valg af motiver. Jeg maler både de voldsomme og de blide naturabstraktioner, enkelte abstrakt-figurative billeder, for det meste meget store billeder, men ind imellem også meget små.

I farvevalget afholder jeg mig i hovedreglen fra de rene grundfarver, og får "frækheden" ind i billederne med uventede skæve farveklatter og strøg.

Jeg malede mit første billede for snart tyve år siden, og siden da har jeg eksperimenteret.

● Fra de første tørre forsigtige strøg med penslen til de store ukontrollerede flader med masser af våd maling
● Fra naturens umiddelbart naturalistiske farver til de mere spraglede fortolkninger
● Fra miniaturebilleder til kæmpelærreder
● Med små pensler og med store malerkoste
● Med hænderne og med spartel
● Fra den ene yderlighed til den anden.

Maleprocessen er meget følelsesladet for mig. Jeg har det sjovt og ganske forfærdeligt. Jeg føler mig opløftet og nedtrykt. Er dybt frustreret. Og helt fortabt i nuet.

Ind imellem forsøger jeg at kontrollere billedets udtryk, og ind imellem giver jeg slip på al vilje og lader processen tage helt over.

For det meste har jeg en ide med billedet, inden jeg går i gang, men som regel ender det med at blive noget helt andet, fordi jeg lader mig rive med af mine impulser undervejs. Derfor er jeg ikke i stand til at kopiere mig selv, at male et billede efter forlæg, det har jeg efterhånden indset.

Jeg har deltaget i mange kurser, og er blevet beriget hver gang. Nogle kurser handler om teknik, andre om at turde stole på det intuitive i maleprocessen. Begge dele mener jeg har betydning for billedernes udtryk. Jeg holder meget af det abstrakte med naturalistiske undertoner, billeder der kan provokere vores indre billeddannelse, men det ses sikkert tydeligt.

Helga Hallas Bjerg
www.helgahallasbjerg.dk